Dressur med topryttere og stjernefrø

Dressurentusiaster se frem til en stor oplevelse, når Dansk Varmblod inviterer til Hingstekåring og international sport fra den 6. – 10. marts

 Carina Cassøe Krüth og DV-hoppen Heiline's Danciera på æresrunde efter Five Star Dressage 2023. Foto: Ridehesten.com

Masterlisterne til de internationale dressurklasser ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning er klar. Og tager man et kig på listerne, kan man omgående se, at her bliver virkelig noget at glæde sig til.

 

ECCO Five Star Dressage

I år er et OL år, og for første gang siden EM sidste sommer, er landsholdsrytterne samlet. Det bliver ekstremt interessant, at tage pulsen på dansk dressursport lige nu. Hvordan er vintertræningen gået for Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciers e. Fürstenball/De Niro (opdr. Stald Heiline) og for Daniel Bachmann Andersen, der skal ride Vayron e. Vitalis i Boksen for første gang. Nanna Skodborg Merrald tager avlshingsten Blue Hors Don Olymbrio e. Jazz med til Herning, og så får vi det forholdsvis nye partnerskab Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle e. Fidermark at se i deres internationale debut på dansk grund. På sin Instagram profil skriver Cathrine, at hun glæder sig til at ride ved Dansk Varmblods Hingstekåring igen, og hun får sommerfugle i maven, når hun forestiller sig, hvordan det bliver at ride inde i den arena foran det danske publikum. 

Der er dog flere ryttere, ud over rytterne på VM-guldholdet, som bejler til en plads i landsholdstruppen. Og i den 5-stjernede konkurrence er der blevet plads til Lone Bang Zindorff/Thranegaardens Rostov e. Romanov, Nadja Aaboe Slot/Favour Gersdorf e. Foundation/Leandro (opdr. Inger Marie Andreasen), Anna Zibrandtsen/Quel Filou e. Quaterback og Anna Kasprzak/Rock Star e. Rockwell.

De rytter skal ride Nordentoft CDI5* Grand Prix i Boxen fredag eftermiddag kl. ca. 15.15, mens de lørdag rider ECCO CDI5* Grand Prix Special også i Boxen kl. 15.30.

Der er ingen tvivl om, at rejsen mod Paris for alvor bliver skudt i gang ved Dansk Varmblods Hingstekåring, og medaljedrømmene er intakte fortæller holdleder Anne-Mette Binder: – Det er klart, at vi har medaljedrømme med så stærke og engagerede ekvipager og hesteejere, som alle prioriterer OL 2024. Nu skal vi i gang med forårets iagttagelsesstævner, træninger og meget mere for at se, hvor vi står som dressurnation. Herefter har vi et klarere billede af OL-medaljepotentialet.

 UVM guldvinder 2023 Danciero og Anna Kasprzak er til start i lille tour. Foto: Ridehesten.com

Etablerede topryttere og unge stjerner

I den 3-stjernede dressur er der en Grand Prix-klasse, torsdag aften og en Grand Prix Special lørdag – begge dage afvikles i KRAFFT Arena M. 16 ryttere har fået plads på startlisten, og foruden landsholdsrytterne Cathrine Laudrup-Dufour/Vividus Qre og Nanna Skodborg Merrald/Blue Hors Snickers, er der også givet startmulighed til nogle af de unge stjernefrø: Karoline Rohmann/Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/Lauries Crusador (opdr. Jan og Karina Koefoed-Nielsen). Alexander Yde Helgstrand/Super Mario og Sophia Boje Obel Jørgensen med Foldagers Chablis e. Romanov/Idocus (opdr. Mette Frederiksen) Dansk Varmblods medlemsmagasin Ridehesten portrætterede Sophia i martsudgaven.

 

Interessant felt i lille tour

Sædvanligvis samles interessen meget om de store dressurklasser, men i Herning bliver det faktisk meget spændende også at følge lille tour med Prix St. George og Intermediaire I, der afvikles i KRAFFT Arena M torsdag og fredag. Det bliver nemlig et spændende gensyn med VM-guldvinderen Danciero e. Dancier redet af Anna Kasprzak, Sophia Boje Obel Jørgensen har overtaget avlshingsten Highfive Fuglsang e. Grand Galaxy Win/De Niro (opdr. Anne Dorte Riis Meyland) og så er Nathalie zu Sayn-Wittgenstein til start på den kårede hingst Blue Hors Fifty Cent e. Franziskus/Donnerball (opdr. Linda Falensteen og Martin Strande).

Ovennævnte er blot nogle af de ryttere, som kommer til start i dressurkonkurrencerne. Man kan se masterlisterne samt tidsplanen HER

Husk at orienterer jer om tidsplanen dagligt, da der kan ske ændringer.

Køb billetter til Dansk Varmblods Hingstekåring HER


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram